onsdag den 18. december 2013

Brians Mor's Brunkager

500 g. hvedemel
1 spsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
1 lille tsk. potaske
1/2 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. stødt nelliker
250 g. sirup evt. 125g. lys + 125 g. mørk
250 g. sukker
250 g. smør el margarine
2 appelsiner - kun skallen meget fintrevet
100 g. hakket mandler

  1. Kom sukker, sirup og smør i en gryde og smelt det ved svag varme.
  2. Udrør potaske i lidt vand, kun så vandet lige dækker potasken.
  3. Når sukkermassen er smeltet tilsættes appelsinskal og mandlerne.
  4. Når massen er kølet af tilsættes potasken og røres ind i massen.
  5. Bland mel, kanel, ingefær, kardemomme, nelliker sammen og tilsæt det til den smelttet sukkermassen og ælt det hele sammen. Tilsæt halvdelen af melblandingen først, lad det hvile et par minutter, inden det sidste mel tilsættes. Lad nu dejen hvile i gryden igen i mindst 30 minutter (på denne måde undgår man at skulle tilsætte mere mel).
  6. Hæld dejen ud på køkkenbordet og tilsæt evt. lidt mere mel hvis nødvendigt (jo mindre ekstra mel der tilsættes jo bedre bliver kagerne).
  7. Rul dejen ud i pølser på ca. 5 cm i diameter og pak dem godt ind i film og derefter i en frysepose (kom evt. en klat dej i filmen og rul dejen i selve filmen, hvilket gør det lidt lettere). Kom dem på køl i mindst en time, eller til de skal bruges.
  8. Skær en pølse af gangen, mens de andre bliver på køl, så dejen ikke bliver blød og dermed svær at skære. Hold evt. dejen med en grydelap, så varmen fra dine hænder ikke blødgører dejen. Skær pølsen i tynde skiver ca. 2 mm, jo tyndere jo bedre.
  9. Bag dem i en forvarmet ovn på 180 grader varmluft i ca. 10 minutter.
  10. Køl dem af på en bagerist.
Dejen kan fint holde sig i flere uger på køl, og den kan fint laves flere mdr. i forvejen og fryses ned, hvorefter den bare tøes op i køleskabet når den skal bruges.